Skip to content

Det praktiske

Opskrivning på venteliste, indmeldelse, forældrebetaling, forældresamarbejde, påklædning og sygdomspolitik

Opskrivning på venteliste

Hvis du har spørgsmål angående ventelisten, kan du skrive en mail til: boernehuset@steinerskolen-kvistgaard.dk. Der kan være lang ventetid på en plads, så hvis dit barn ikke har været skrevet op, og du/I ønsker en akut plads, har vi desværre ingen pladser i den kommende tid.

Hvis du er interesseret i at få dit barn skrevet op i vuggestuen eller børnehaven, skal du udfylde formularen herunder og indbetale 250 kr. i opskrivningsgebyr til Bank: Merkur, København reg. nr. 8401 konto nr. 1102658 – CVR. nr. 84671916. Husk at påføre barnet navn og CPR nr. på betalingen. Når vi har registreret betalingen, vil I få en bekræftelse på, at I er skrevet på venteliste.

DU FINDER INDMELDELSESBLANKETTEN HER

OBS! For at få en plads i Børnehuset, skal man deltage i et forældreseminar, det er også her, der vil være rundvisning i huset. Forældreseminaret er obligatorisk for at få en plads i Børnehuset, og det er her, I får alle de informationer, der er nyttige for at beslutte, om vores Børnehus er det rette for jeres familie. Man er velkommen til at deltage inden, man opskriver sit barn, men husk tilmelding.

Kommende forældreseminarer:

Onsdag d. 18. september kl. 17.00 – 19.00. Tilmeld jer HER
Onsdag d. 5. februar kl. 17.00 – 19.00. Tilmeld jer HER

Indmeldelse og forældrebetaling

Når vi tilbyder en plads, er det via vores ventelistesystem Tid til børn. Når vi sender tilbuddet ud, er der to dages svartid, ellers sender vi tilbuddet videre til en anden.

Ved accept af plads i Børnehuset vil der blive opkrævet et depositum på 2000 kr., som fratrækkes den første måneds forældrebetaling. Hvis du/I ikke ønsker at bruge pladsen alligevel, vil beløbet ikke blive refunderet.

Børn, der går i vuggestuen er garanteret en plads i børnehaven, og søskendebørn har fortrinsret.

Forældrebetaling

Vuggestuen

Fra 1. april 2022 er prisen 4.097 kr. pr. måned + 660 kr. for kost, i alt 4.757 kr. i 11 rater (juli er betalingsfri).

Deltidsplads til forældre på barsel i vuggestue: Vuggestue: 3.487 kr. inkl. kost 660 kr. Læs mere HER

Tidsrummet for deltidspladsen er kl. 7.30 – 13.30 i både børnehave og vuggestue. Det er i dette tidsrum, du kan benytte pasning, hvis du har en deltidsplads.

Børnehaven

Fra 1. marts 2023 er prisen 2.352 kr. pr. måned + 693 kr. for kost, i alt 3.045 kr. i 11 rater (juli er betalingsfri).

Deltidsplads til forældre på barsel i vuggestue/børnehave: 2.315 kr. inkl. kost 693 kr.

Forældrebetalinger forfalder til betaling den. 1. i den måned, for hvilken vi opkræver. Betaling skal ske rettidigt. Betalingen kan med fordel tilmeldes Betalingsservice.

Gebyr for FI-kort – dvs. ikke tilmeldt Betalingsservice: 50,00 kr. pr. opkrævning
Gebyr for rykkerskrivelser vedr. manglende betaling: 100,00 kr. pr. skrivelse

Opsigelse

Pr. 1. januar 2020 gælder det, at der er løbende måned + to måneders opsigelse.

Kontakt os

Vores mail er: boernehuset@steinerskolen-kvistgaard.dk

Forældresamarbejde

Når I som forældre vælger en Rudolf Steiner-institution som vores, siger I også ja til et tæt samarbejde mellem Børnehuset og jer som familie.

Vores personalegruppe er engageret og ambitiøs i forhold til jeres barns trivsel, og vi tager del i jeres barns liv. Derfor har vi høje målsætninger, som kun kan opnås ved hjælp af et stort engagement og deltagelse fra jeres side som forældre.

Derfor tager vi det for givet, at I:

  • Deltager i arrangementer og forældremøder
  • Deltager i Børnehusets to årlige arbejdsdage
  • Har en positiv ånd for stedet
  • Har sympati og forståelse for vores pædagogik
  • Bakker op om og gerne deltager i arbejdet i Børnehusets forældrebestyrelse

Påklædning

Vi er ude hele året, og derfor betyder det utrolig meget for dit barns trivsel, at det har godt og praktisk tøj på.

Tøjet skal passe til årstiden og barnets alder, og vi anbefaler naturmaterialer som bomuld og uld.

Gode sko eller støvler er også vigtige, og der må gerne være plads til ekstra sokker. Og så er det naturligvis vigtigt, at der er adgang til en god portion skiftetøj, hvis strømper eller bukser skulle blive våde eller mudrede.

Har I brug for et godt råd, så tag en snak med personalet på stuen. Vi skal også nok tage fat i jer, hvis barnet mangler noget.

Sygdomspolitik

Vi mener, at børns sygdom, sundhed og trivsel er et fælles ansvar mellem institutionen og forældrene.

Barnets behov bør altid komme i første række, og derfor foretrækker vi en åben dialog, hvor vi har tillid til hinandens dømmekraft.

Det handler ikke kun om feber eller andre målbare symptomer, men om at bedømme barnets almene trivsel. Det er vores udgangspunkt for at vurdere, om barnet har fysisk og psykisk overskud til at følge en hverdag i børnehuset.

Personalet kender barnet rigtig godt, og da vi er en lille, familiær gruppe, vil vi hurtigt observere ændringer i den almene trivsel.

Feber er kun et blandt flere symptomer på, at barnet er sygt. Specielt hos vuggestuebørn kan temperaturen svinge meget, da temperaturreguleringen ikke udvikles fuldt før i 3-4 års alderen. Feberen er en naturlig del af kroppens immunforsvar, og derfor er det ikke hensigtsmæssigt at forsøge at slå feberen ned med febernedsættende medicin som f.eks. Panodil. Det forlænger bare processen.

Barnets psykiske velbefindende indgår i vurderingen af den almene trivsel. Et barn er ikke nødvendigvis sygt, hvis det er utrygt eller ulykkeligt, men det kan have et stort behov for sin mor eller far. Et usædvanlig træt barn har ikke overskud til at følge hverdagen, og også de øvrige børn har krav på personalets omsorg. Hvis et enkelt barn kræver ekstra meget omsorg, bliver der derfor mindre til de andre.

Retningslinjer til vurdering af barnets helbred

  • Barnet skal kunne deltage i den daglige rytme i institutionen, have fysisk og psykisk velvære og være uden sygdomstegn
  • Hvis I er i tvivl om, hvorvidt barnet skal afsted om morgenen, så ring til personalet og få deres vurdering i stedet for at vente, til I afleverer i institutionen. Der kan være smitsomme sygdomme i omløb, som I ikke kender til.
  • Vi kontakter jer, hvis der i løbet af dagen opstår afvigelser eller væsentlige ændringer i barnets normale velbefindende, som gør, at I skal komme og hente. Vi følger de almindelige lægelige anvisninger om forholdsregler ved sygdom.

Som hovedregel er et barn klar til at komme i institution igen, når det ikke har haft symptomer i mindst 24 timer. Det gælder bl.a. ved feber, diarré eller øjenbetændelse.

Ved opkast eller maveonde skal der gå mindst 48 timer, fra barnet sidst har haft opkast o.l.

Husk at det kræver langt flere kræfter at være sammen med mange andre børn i en institution end at være hjemme sammen med far eller mor.

“Vi ved, at hun har haft en god dag, når man kan lugte røgen fra bålet i hendes hår og hun glad genfortæller dagens eventyr.”

 

Forælder i Børnehuset

Back To Top